ANMELDELSE på Litteraturformidleren.dk, 1. maj 2018

”Man ligger som man har redt, hører hun sin mor sige. Hun aner ikke, hvordan hun skal holde dem ud. Smerterne. Hun er lige så uforberedt, som verden var uvidende om barnet i maven. Hun har lyst til at løbe sin vej, blive væk. Løbe så hurtigt at tiden mister sin mening. Veerne kommer væltende. Stærke og uden nåde sender de deres urkraft ud i hendes hårdt spændte krop. Svedperlerne opsamler hendes uanede moderlige kræfter, bader hende i dem. Endnu engang overlever hun smerterne uden at vide hvordan. Jordemoderen kommer ind. Veerne klinger af. Jordemoderen kigger på hende, forlegen, roder med nogle papirer. Rømmer sig. Ønsker du at bortadoptere barnet? Jordemoderen peger, hendes fingre sitrer  let. Du kan skrive under her, hvis det er.”

43 bagateller er en samling små tekster struktureret i samme form og sorteret alfabetisk. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagslige bagateller, men rummer alle en dybde som er meget fjernt fra ordbogens definition af bagatellen – nemlig værende en lille, ubetydelig sag. Tekststykkerne tager alle udgangspunkt i hverdagslivet, i almindeligt forekommende situationer, som de fleste kan genkende og relatere til i en eller anden grad. Men fra tekststykkernes start til slutningen af de godt 300 ord, sker der hver gang en voldsom udvikling, som for det meste vender fortællingen helt på hovedet. Små bagatellignende fortællinger bliver til fatale afsløringer og ufravigelige endelser.

Alle bagatellerne er skrevet i en fin melankolsk tone, stemningen i bogen er tung og dyster. Fortællingerne handler om skæbner, om mennesker som taber eller har tabt, som svigter og som svigtes, som flygter fra livet eller endda slutter deres eget liv. Katrin Ottarsdóttir skriver fint og enkelt, ind imellem grænsende til banalt, hvilket måske er meget godt i tråd med hensigten – fortællingerne forstået som bagateller. Hun formår gennem kraftfulde naturelementer at skrive skrive en række smukke, dystre fortællinger om menneskelig eksistens frem.

43 bagateller er imponerende godt fortalt. Det kræver sin forfatter at skrive interessante, overraskende og for det meste vellykkede plots og fortællinger frem på blot 301 ord. 43 bagateller er hurtigt læst og kan anbefales til dig, der ligesom jeg, godt kan lide at klatlæse mellem togskift, eller i de korte sekvenser livet som småbarnsforælder tillader det. Det er en samling korte, helstøbte historier, som læses på kort tid, men giver stof til eftertanke i en del længere tid. 3/6 hjerter herfra.