ANMELDELSE. Af Thomas Bredsdorff, Politiken, 3. august 2021. 4 hjerter

Tante sværmer for morfar, og mormor er jaloux på moster, der svælger i mænd

Ingen har navne i Karin Ottarsdóttirs slægtshistorie, alle er benævnt med deres funktion: mormor, morfar, moster, tante. Hovedpersonen hedder pigen.

Der er også en, der hedder Stubbekøbing – det er en bus, som er opkaldt efter sin oprindelse nede i Danmark, men som nu er beskæftiget ude i Atlanterhavet med at transportere sådan nogle som pigen fra hendes far og mor i storbyen Tórshavn til et lille hul, hvor hun skal tilbringe sommeren sammen med forrige generation. Og opdage, at dens problemer er no-genlunde de samme som alles.

Pigen er 11 år og burde lege, men der er ikke rigtig nogen at lege med. Hun kan digte sig til Robin Hood og Lille John, men det er ikke til at få rejst en Sherwoodskov på det saftige græs mellem fårene, så hun får tiden til at gå med at iagttage de voks-ne og deres gnidninger.

Dem er der en del af, tyste ganske vist, men pigen har god tid og gode øjne. Så hun opfatter, at tante sværmer for morfar, og mormor er jaloux på moster, der svælger i mænd, ganske vist langt borte, helt inde i Torshavn, men man kan forestille sig dem, og forestillinger er, hvad familieliv bygger på.

Mormor skriver breve til britiske office-rer, og der kan man også forestille sig et og andet. 

For den lille pige er verden forestillin-ger i anden potens. Hun forestiller sig, hvad de voksne forestiller sig, og undrer sig over den verden, de har bygget sig.

“Hvem har mon fundet på at lave brændevin? Mærkeligt, at nogen får lov til det, når så mange mennesker i hele verden ikke kan tåle at drikke”.
Hendes vildeste forestillinger Verden er i sandhed mærkelig. Ud af radioen strømmer nyheder fra et fjernt land, der hedder Vietnam, hvor nogle vil bestemme over andre.

Hvem mon bestemmer på Færøerne, tænker pigen, men kommer ingen vegne, for det er lige så uigennemsigtigt, som hvem der egentlig bestem-mer i det lille fami-liecirkus, hun er på ferie i.

Morfar er skolelærer, men også ’kvadsanger’, så han bliver inviteret til bryllupper for at synge for, og der kan man forestille sig, at der må foregå et og andet. De voksne kan blive voldsomt vrede på hinanden, men de siger det nødig højt.

Pigen er i begyndelsen af puberteten, så hendes vildeste forestillinger gælder moster og hendes fyre.

“Har moster mon kysset dem inde i det her frygtelige hus?” Hun vil helst slippe for at “se moster og alle fyrene for sig inde i dette helvede på jord, som moren ville have sagt”. Katrin Ottarsdóttirs prosa er uden de store udsving. Den holder pænt fast i pigens synsvinkel og skifter hverken tempo eller emne undervejs. Den er skrevet med en fint underspillet humor og en ro, der giver et autentisk indtryk af en fjern fortid, som måske findes i verdens udkanter den dag i dag.