“Pigen i verden er litteratur, der beviser, at det stille vand har den dybe grund.”
ANMELDELSE. Af Klaus Rothstein, Weekendavisen, 25. juni 2021
Hvem tør stole på de voksne?
En færøsk pige på elleve år er på sommerferie hos sin mormor og morfar i en lille bygd. I radioen hører hun, at amerikanerne kaster bomber over Vietnam:
”Hun også har set et billede af en grædende pige, der kommer løbende. En pige som hende selv, bare pænere og med skæve øjne. Pigen var blevet bombet med noget, der åd sig ind i hendes krop, åd kødet af knoglerne. Børn kunne altså ikke stole på, at alle de voksne ville dem det godt.”
Jeg antager at der er tale om det legendariske foto af den niårige Kim Phuc, der flygter fra et sydvietnamesisk napalmbombardement. Det billedet blev taget i juni 1972, så når forlagets pressemeddelelse oplyser, at romanen foregår i 60’erne, passer det altså ikke.
Årtiet ufortalt, Vietnamkrigen udgør under alle omstændigheder et vigtigt resonansrum i filminstruktør og forfatter Katrin Ottarsdóttirs diskrete og intense roman, Pigen i verden, hvor erindringen om fotografiet af den grædende pige – en pige som hende selv – og voksne, som ikke er til at stole på, udgør en nøglescene.
Romanens navnløse hovedperson nærer et stærkt ønske om at hjælpe andre mennesker, hvadenten det er krigsbørn eller sigøjnere. Men hun har også et stort behov for at se sin egen familie lykkelig, hvilket er noget af en opgave.
Hendes forældres ægteskab er i krise. Mosteren, der endnu bor hjemme, køber tøj og parfume og flirter med fremmede mænd. Mormoren er mest optaget af at skrive breve på engelsk til officerer, som hun lærte at kende, da amerikanerne var på Færøerne under krigen. Og morfaren er betænkelig nært knyttet til tante (som vist ikke er en tante i familiær forstand, snarere en logerende).
Da den færøske pige tænker på den vietnamesiske pige, sidder hun på husets lille toilet, der støder op til forrådskammeret, hvor morfar og tante befinder sig sammen. Samtidig med at hun forestiller sig, hvad de to voksne laver, tænker hun på bomber og ildebrand, og pludselig sætter varmeapparatet på toilettet ild til gardinet:
”Hun mærkede svien og varmen fra de røde varmepaneler og den smeltende plastik brede sig op langs benene. Gardinet er nu kun en las, der hænger helt død og rynket med en kulsort rand ned fra stangen.”
Denne kløgtige scene forbinder de to piger med hinanden. Begge er – på hver deres måde – ofre for, at voksne ikke er til at stole på. Verdenspolitikkens store krig og hjemmets lille slagmark spejler hinanden.
En anden vigtig scene beskriver, hvordan pigen engang overstrøede gulvet i morfars hønsehus med korn for at imponere fætteren og kusinerne. De andre børn gik ind for at hente de voksne, men pigen var ligeglad:
”Hun havde aldrig haft det så godt nogensinde. Lige dér i det øjeblik vidste hun, hvem hun var, samtidig med at hun ikke vidste, hvem hun var. Og derfor havde hun været så lykkelig.”
Indsigt og tvivl flyder sammen i et sjældent øjeblik, hvor pigen er fuldt bevidst om, at hun overskrider en grænse. Kornet er dyrt og hønsene kunne foræde sig og blive syge. Men hun griner bare, også da mormor og morfar pressede hendes far til at give hende en endefuld.”Den, der sparer på opdragelsen, hader sit barn. Den, der elsker sit barn, tugter det i tide,” lyder deres devise.
Men pigens far ser anderledes på den sag. Bag lukket dør forklarer han hende, at hun havde handlet forkert. Og så løfter han op i sin egen skjorte og klasker sig på maven, så det lyder som om, han giver sin datter smæk. Faren er altså en voksen, som pigen godt kan stole på.
Pigen i verden er et lavmælt pigeportræt, men samtidig en ganske kompleks skildring af det præpubertære barns tidligste erfaringer med kroppens sensuelle zoner (hun gnubber den bare numsen mod blødt mos), hendes stærke ønske om at hjælpe andre mennesker, og hendes tilbagevendende forestillinger om den vigtige fantasiven Robin Hood, der rangerer på niveau med Jesuspápi.
Katrin Ottarsdóttir har skrevet et dæmpet drama om pigen i verden og verden i pigen. Man skal ikke lade sig forlede af den douche fernis og det uerfarne barneøjes prisme. Gennem den anelsesfulde piges spekulative og deduktive spionblik opstår tværtimod de erkendelser, som de voksne fortrænger. Men selvom voksnes svigt er et grundtema i romanen, er der også hele tiden et kontrastmotiv, hvor voksne er tillidsfulde. Bag alle ydrer findes et ukendt indre, og Pigen i verden er litteratur, der beviser, at det stille vand har den dybe grund.