“Ottarsdóttir kunne sagtens have skrevet sin fortælling, så den næsten ikke var til at bære at læse. Det har hun ikke valgt at gøre, og selvom stemningen i hjemmet er kvælende og ulykkelig, så får livslysten også plads.”

ANMELDELSE. Af Jeppe Krogsgaard Christensen, Kristeligt Dagblad, 6. september 2024

Smertefuld og livsbekræftende bog

Katrin Ottarsdóttirs Sommeren varer ikke hele året længere er en god roman om psykisk sygdom, dømmesyge og livsvilje i 1970’ernes Tórshavn

”Blodet drypper fra tomlen, bloddråberne venter utålmodigt på hinanden. Hun er ikke lige så tålmodig, presser blodet ned i bindet, blodrødt i det kridhvide.”

Sådan står der et sted i Katrin Ottarsdóttirs gode roman Sommeren varer ikke hele året længere, hvor en 17-årig pige er blevet gravid og gør alt for at skjule det i Tórshavn, der i 1970’erne er både fordømmende og småborgerligt. Så hun prikker hul på ingeren med en nål og lader blodet farve bindet, som hun siden lægger i spanden på toilettet, som moderen indimellem tjekker. Så det ser ud, som om hun stadig har sin menstruation.

Moderen er nu ikke almindelig omsorgsfuld og kærlig, men psykisk syg. I de dårlige perioder terroriserer hun – med piller og brændevin i kroppen – sin mand og datter med sit onde, uberegnelige lune, der langt hen ad vejen skyldes sygdommen og kan komme til udtryk i verbale angreb eller inde et mere manipulerende udtryk: ”Hun hører moren lægge sig godt til rette, ser hende for sig, ser hvordan hun skruer op og ned for gråden, den trættende, den jamrende, den sjæleknusende grådforestilling, som kan vare hele natten. Og som hun og faren har fået billetter til.”

Så ét er at være ung og gravid på Færøerne, hvor alle gerne vil virke så normale som muligt, noget andet at ville bringe en baby ind i et hjem, som er alt andet end stabilt, og hvor faderen, når moderens ”forestilling” bliver for meget, forsvinder ind på sit arbejdsværelse.

Ottarsdóttir kunne sagtens have skrevet sin fortælling, så den næsten ikke var til at bære at læse. Det har hun ikke valgt at gøre, og selvom stemningen i hjemmet er kvælende og ulykkelig, så får livslysten også plads. Det var den, der ik pigen til at have sex med en dansk dreng, og det er den, der holder hende oppe i al den tid, hun lykkes med at holde sin voksende mave skjult under store sweatre. Og det er den, lysten til at leve livet, der får hende til at ræse langs det vilde hav og under de vilde klipper på sin røde tregears Puch.

Frem af hendes ret herlige færden træder også en forfatter in spe: Hun elsker Leonard Cohens vers, selvom hun ikke umiddelbart forstår dem, fascineres af Rainer Maria Rilkes poesi, er rigtig god til at skrive fristile i skolen og planlægger ikke kun at rejse til Danmark med sit kommende barn for at slippe for moderen og Færøernes fordømmelse, men også for at møde ligesindede. Nogle, som ikke vil være iskere, hjemmegående og præcis som alle andre.

Sommeren varer ikke hele året længere er skrevet i en klar, otest prunkløs prosa, som oversætter Anya Mathilde Poulsen formidler sikkert, og romanen er en selvstændig opfølger til ”Pigen i verden” fra 2020. Den står nu også int alene og indkredser så forskellige størrelser som social kontrol, livsvilje, abort, psykisk sygdom, kunst, skam. Uden at virke hverken overlæsset eller forceret.

Sine steder kunne fortællingen måske have hat godt af lidt større sproglige eller dramatiske armbevægelser. Men det er tydeligvis ikke det, den vil, og det er nok netop dette, det egensindige og insisterende realistiske, der gør den til en roman, som trækker vejret på sin egen måde. Deroppe i den atlantisk-salte færøske vind.