“Katrin Ottarsdóttir fortæller […] med så stor indlevelse og så raffineret en opbygning, at det er en fryd at læse den udstrakt over 300 sider.”
Moren fortæller hele tiden pigen, at det er hendes skyld, der aldrig kom en dreng
ANMELDELSE. Af Thomas Bredsdorff, Politiken, 24. august 2024. 4 hjerter
En prisvindende roman om, hvor gyseligt det er at være teenagedatter i en dysfunktionel familie.
En 17-årig gymnasieelev, enebarn i en håbløst problemfyldt familie, bliver gravid og skjuler sin tilstand for forældrene helt til fødslen. Da det lille ny væsen ikke gør pigens forhold til moren bedre, tager hun sit barn under armen og stikker af til København.
En triviel handling, hurtigt fortalt. Men Katrin Ottarsdóttir fortæller den med så stor indlevelse og så raffineret en opbygning, at det er en fryd at læse den udstrakt over 300 sider. Pigen, der ikke får noget navn, bærer synsvinklen hele vejen og gemmer derfor på hemmeligheder, hun ikke selv er klar over før bagefter, og som læseren får lov at opdage sammen med hende.
Pigens mor er en katastrofe. For sin mand, for sin datter og for sig selv. Hun har det, man engang kaldte dårlige nerver, som hun tyranniserer de to andre med. Hun får migræneanfald, skælder ud på mand og datter. Hun indtager »brændevin og stærke hovedpinepiller og nervetabletter og store, brune flasker med opiumsdråber«, men lige lidt hjælper det. Faren flygter til sit kontor, pigen til sin skole.
I huset derhjemme er pigens eneste tilflugtssted toilettet. Her møder vi hende i færd med at prikke hul på sin finger med en nål, så hun kan få noget blod til at smøre på menstruationsbindet, hvis moren skulle finde på at snage i affaldsposen og ikke bare hamre på toiletdøren, så datteren ikke skal tro, det er et hotel, hun bor på.
Det er der nu ingen fare for.
Pigen bliver forfulgt rundt i huset, men den psykiske tortur er værre. Hun lever sig ind i Patty Hearst, den californiske rigmandsdatter, der kom til at foretrække sine bortførere frem- for sine forældre:
»Patty Hearst blev til alt det, forældre i hele verden ringeagter, havde moren sagt. Er hun ikke selv allerede blevet sådan en? En at ringeagte? En at fordømme? Hun kender alt til at stå udenfor, at være en iagttager, aldrig en deltager, kender alt til ikke at høre til«.
Uvejret raser
En ung kvinde, der har det sådan, har let ved at ryge i et tilfældigt forhold blandt skolekammeraterne. En dreng fra en dansk jetsetfamilie, der hurtigt rejser videre efter at have lagt en klat i hende, uden at hverken hun eller han oplever noget særligt ved det.
Hun har hørt om familier, der sender gravide døtre til Danmark, så de kan få en abort eller bortadoptere deres barn.
Selv lægger hun tilsyneladende ingen planer ud over at holde sin tilstand hemmelig, af frygt for – ja, hun ved det knap selv.
Moren er forsmået. Hun fødte sin datter med så store komplikationer, at hun ikke kunne få flere børn. Altså skal pigen have at vide i tide og utide, at det er hendes skyld, at der aldrig kom en dreng, der kunne have elsket hende så meget, som moren påstår, at datteren og faren elsker hinanden.
»Hverken hun eller faren kan rigtig holde sig oprejst, når det indendørs uvejr raser omkring dem, selv om det har hærget der så længe, hun kan hu- ske. Og hun vil ikke lade faren alene i sådan et uvejr i aften«.
Det er ret nordisk, det uvejr, der hersker i den familie. Tonen er kendt fra Ingmar Bergmans Fanny og Alexander eller Strindbergs Faderen. Hos dem er det fædre, der tordner, hos Ottarsdóttir er det moren. Matriarkatet kan være lige så ødelæggende som de værste patriarker. At datteren får et barn, kunne have lettet på presset. Men nej, det bliver bare værre.
Når pigen har holdt sin graviditet hemmelig, behøver det ikke være af skræk for skældud. Det kan også være – som hun til sidst bliver klar over – at det var for at undgå en tvangsabort og en tvangsbortadoption. Og at det hemmelige mål var at bruge babyen til at betvinge Patty Hearst-syndromet med. Der skulle et barn til at give hen- de modet til at bryde ud.
Som prosaen er formet – altid pigens synsvinkel, skønt hun aldrig kaldes ’jeg’ – er oversættelsen særlig vigtig. Anya Mathilde Poulsen har løst opgaven fint.