Helvede! Hvor er din sejr?

Novelle skrevet til arrangementet Nordisk dødGys i kirken #3 i LiteraturHaus, København, allehelgensaften 2019. Arrangeret af Traume & Co.

Helvede! Hvor er din sejr?

Død, hvor er nu din brod?
Helvede! Hvor er din sejr?

Han synger salmen igen. Den gamle salme, som de så ofte har sunget til begravelser i den gamle, sorttjærede kirke med det hvide tårn.

Hun går aftentur med sin bedstefar, og hun ved, at når han synger den salme, så ender de altid inde på kirkegården, den forblæste kirkegård tæt ved havet, hvor intet kan vokse højere end den lave stenmur omkring kirken og gravene. Når havet også er i dét humør – bedstefars humør – kaster bølgerne sig ind over den gamle sandede jord med de ældgamle knoglerester af mennesker, hun aldrig har kendt, mennesker fra en helt anden tid, den sort-hvide tid. Mennesker hun kun har set for sig i mørket hjemme hos bedstefar, i mørket der altid ligger klar og venter på hende, alle de dunkle steder, hvor knoglerester bliver levende, lyslevende og selvlysende, armknogler bliver til benknogler og omvendt, sætter sig fast til hinanden i tilfældig rækkefølge, og danser hen imod hende på hænder og fødder. Og bedstefar danser med, vil have hende med i dansen. Han er så glad, slet ikke dyster som han plejer, når han skælder døden ud, når han prøver at sønderrive dødens garn, som Vorherre kaster ud over menneskene, dødsgarnet hvor der altid er nogen, der sidder fast i maskerne og ikke kan komme løs igen.

Bedstefar ved rigtig meget om døden og om Gud og Jesus, han ved også, at det er en der hedder Paulus og bor i bibelen som har skrevet linjerne Død hvor er nu din brod? Helvede! hvor er din sejr?

Bedstefar tror lige så meget på Gud og Jesus som Paulus, selv om Paulus ikke selv syntes, at hans tro var stærk nok til at stå imod Djævelen og alt hans værk. I kirken plejer bedstefar at messe, med skælvende stemme, at de stakler der stadig er bange for døden og Helvedet, de tror ikke stærkt nok på Skaberen og vores frelser.

Hun vil gerne spørge bedstefar, om han også er bange for Helvedet og dets evige pinsler, men hun tør ikke, hun er bange for, at han skal svare ja, og hvad skal hun så gøre? Hvem skal så hjælpe hende, når det bliver mørkt og knogleresterne danser deres lokkende dødedans for hende. Og nogen gange mærker hun også lysten. Den farlige. Den snigende lyst til at springe ind i dansen og give sig hen.

Hun kigger op på bedstefar. Han går hurtigere nu, han knuger hendes hånd, så alt blodet forsvinder. Hun kigger på sin hvide hånd i hans røde, varme hånd. Han synger stadig, men det er mest de to første linjer han synger, dem med Helvede og dødens brod, dem kan han bedst lide, når han har det som nu. Men ordene bliver mere og mere utydelige. Hun spekulerer på, hvordan sådan en dødens brod ser ud, måske er det bare manden med leen der sniger sig rundt i mørket med sin skarptslebne le og stikker til de stakkels levende, som med det samme de mærker stikket, ved, at deres dage er talte, at der ingen udvej er. Hun kender mange mænd her på øen der slår deres græsmarker med en le, men der er ikke mange af dem der ligner døden, de fleste er rødmossede af al den friske luft – og venlige typer. Hvis nogen er underligt bleg og alvorlig, skynder hun sig bare forbi uden at se på dem, og håber, at de ikke kan nå hende med deres le, deres brod.

Bedstefar er kordegn, og de dage hvor præsten er på en af de andre øer, er han også hjælpepræst, så han ved alt om, hvordan de døde ser ud nede i deres kister. Hun ved, at han har det sværest, når de døde er små børn. Blege, kolde, kridhvide børn, smukke i deres død. Ingen er så uretfærdigt smukke i døden som små døde børn. Hun synes, det er synd for bedstefar, at han så ofte er nødt til at være med til at lægge børnene ned i de små silkeforede kister, altid hvide, og videre ned i hullerne i den altfortærende muld, altid sort. Han plejer at fortælle hende om børnene, deres små munde og hænder, det bløde hår, som englesilke, og så græder bedstefar og skælder ud på Vorherre og hans enbårne søn, Jesus, alt på en gang.

Hun prøver at lade være med at lytte alt for meget, lytter kun en lille smule, ellers vil hun aldrig kunne lukke øjnene uden at se dem for sig, de smukke barneansigter mellem de krybende orme der langsomt overtager deres munde og øjne og næser. Bedstefar trykker hende ind til sig, dér midt på den hullede vej. Et par græssende får kigger nysgerrigt på dem, det er, som om bedstefar ved nøjagtig, hvad hun tænker på, hvad hun ser for sig. Fårene mister hurtigt interessen og græsser videre. De ved ikke, at de også snart skal dø.

 Jeg passer på dig, min pige, hvisker han ømt ned i hendes hår. Du er min! Jeg vil aldrig give slip på dig. Ikke så længe jeg lever.

Hun ved ikke, om hun synes om det, men bliver stående hos ham, i hans omfavnelse. Hun må stå rank, så han ikke skal falde, han har brug for hende, når de tunge tanker om alle de døde børn, han har set nede i de små kister, er ved at vinde over ham. Han kan ikke tåle at tænke på, hvad ormene gør ved de døde børn, de små piger og de små drenge, alle bedstefædres trøst i alderdommen, og ikke kun så længe de er i live, sprællevende, uskyldsrene. Hun bliver stående hos ham, mens han synger i hendes øre. Et oldgammelt salmevers. Thomas Kingo er bedre end Paulus til at trøste bedstefar, når humøret er som nu.

Synd og Død og alle Pile,
Som at Satan skyde kand,
Ligger brudte ved din Hvile
Udi Gravens mørke Land!
Der begrov du dem, og gav
Mig en sikker Trøste=stav,
At ved din Opreisnings Ære
Jeg skal Seyer-Palmer bære.

Hvorfor er bedstefar så optaget af de døde børn? Næsten mere end af de levende? Af hende? Nej, hun vil ikke tænke tanken, hun må holde sig i live, for ham. Må ikke svigte ham, hun er nødt til at følge ham ind på kirkegården til de nye små grave. Frisk nytilkastet muld, hurtigt falmende blomster og kranse.

Hun er ved at kaste op af duften af de rådnende blomster, så sød, så sur, vammel og besk, som opkast. Duften stikker i næseborene, besætter hende, giver hende direkte adgang ned i jorden til de to små børn i kisterne. En søster og en bror. Druknede. Lige her ud for klipperne for enden af kirkegården. Hun kendte dem, vidste i hvert fald hvem de var, havde ofte set dem lege på klipperne. De ville aldrig lege med andre børn, kun med hinanden. De var vist faldet over bord fra deres fars robåd, en strømhvirvel havde taget dem med sig. Ned i dybet. Faren kunne intet stille op, bare se til, indtil han ikke kunne holde det ud længere og selv var sprunget ud i strømhvirvlen. Han er ikke fundet endnu, men hans nygravede grav venter på ham ved siden af børnenes.

De var så smukke, havde begge to lyse krøller, som engle. Det havde hun ikke, hendes hår var glat, musegråt, som bedstefar kunne finde på at sige, når han var i det drilagtige hjørne. Bedstefar havde mange forskellige hjørner at være i. Var det måske derfor, han var så optaget af de døde børn, fordi de var så smukke at se på under deres lyse, krøllede lokker? Var det nemmere at græde over smukke børn med lyse krøller end de musegrå der ikke var lige så smukke?

Hun ser ormene nærme sig børnenes krøllede lokker, de efterlader bittesmå muldkrummer, sorte i det rene lyse hår. Hvem har mon vasket deres hår? Hun har mest lyst til at give slip på bedstefars hånd. Han må klare sig selv. Hun har så ofte hjulpet ham, når han havde været med til at lægge de døde i kisterne og bede for dem. Hun vidste jo, at det sværeste for ham var, når døden og Vorherre kom og sugede livet ud af de små, uskyldsrene børn og efterlod dem som stivnede hvide dukker. Hun havde ofte hørt bedstefar skælde ud på Vorherre. Sidst havde han ligget på knæ midt i rabarberbedet og råbt og knyttet næverne mod himlen:

Hvis du nogensinde vover at tage de børn fra mig, som jeg elsker over alt på denne jord, så vil jeg aldrig mere komme i dit hus.

Hun havde trøstet sig ved at bide i en rabarberstilk og mærke, hvordan syren trak al kalken ud af hendes tænder.

Var hun et af de børn? Selv om hun ingen krøllede lokker havde? Kunne hun være sikker på, at han også ville græde over hende, hvis hun pludselig en dag lå nede i en barnekiste, som de var ved at skrue låget fast på? Og var hun overhovedet uskyldsren, når hun altid gik rundt og tænkte så mange tanker?

Hun kigger op på ham, hans rødsprængte øjne. Hun er helt sikker. Kan mærke det. Indeni. Bedstefar kan allerbedst lide de døde børn, måske er de levende børn for kedelige, fordi man ikke kan græde over dem på samme måde som over de døde. De døde svarer heller ikke igen, sådan som hun kan finde på, engang imellem, selv om hun ved, at bedstefar ikke kan lide det. Han har nogle gange været nødt til at give hende en lussing eller en endefuld, når hun har forglemt sig og talt dårligt om nogle af bedstefars døde børn, men hun har altid fortrudt og grædende sagt undskyld, på sine bare knæ, benede med udstående knogler. Det kan bedstefar bedst lide – dem der ligger på knæ angrer mest.

Hun ved ikke, om det er hende selv. Pludselig har hun revet sig løs fra bedstefars hånd. Han kigger på hende. Øjnene skinner, næsten selvlysende som knogleresterne i den sorte muld. Hun kan se smerten i hans øjne, i trækningerne om hans blege læber. Hans tunge slikker læberne, formålsløst. Han strækker sin hånd ud mod hende, afstanden er ikke stor, men han kan ikke nå hende. Hun støder ind i en gravsten bag sig, den er gammel og dejligt blød, overgroet med mos. Hendes fingre graver sig gennem mosset, neglene støder mod basalten, knækker. Hun er ligeglad, selv om hun ved, at kvinder og piger skal have fine, velplejede negle.

Hvorfor vil bedstefar ikke lade hende slippe? Hvorfor vil han altid trække hende med sig ind i dødens dal, ind på kirkegården, for at græde og skælde ud på Vorherre og Jesus og døden og alle de voksne mennesker der ikke passer godt nok på deres søde og smukke børn? Hun ved ikke, hvor længe hun orker at trøste ham og lette ham for byrden af de livløse små legemer.

Han smiler, prøver at lokke hende til sig. Knuden i hendes mave bliver hård. Gravstenshård. Hun kaster sig frem mod ham, skubber til ham, igen og igen. Bedstefar er ved at snuble over en bittelille gravsten, så lille, at det må være et ufødt barn der ligger der, en lille fisk med en blød rygrad, blævrende. Hun får øje på den nygravede grav bag ham, farens grav, de døde børns far. De har måske fundet ham nu, faren, han er måske drevet i land i bølgerne og har lagt sig til hvile på klipperne, mens han venter på, at nogen skal komme og lægge ham ved siden af sine børn, så han kan få lov til at være sammen med dem, igen. I al evighed. Måske er det dét bedstefar drømmer om, inderst inde: selv at kunne være sammen med sine døde børn. I al evighed.

Hun ser, hvordan bedstefar står og svajer på gravens kant. Hans bedende øjne. Hun springer frem, skubber ham til side, han vælter omkuld oven i børnenes blomstersmykkede grave. Hun bliver stående, kigger ned i det dybe hul, synes hun kan skimte de glinsende orme dernede. De er sultne, venter bare på festmåltidet. Hun kan også se sig selv. Dernede. Det er hendes ansigt, men håret er ikke hendes. Et væld af lyse, krøllede lokker omkranser ansigtet, hun har aldrig før set så smuk ud. Hun bliver helt varm ved synet. I døden bliver alle lige smukke. Måske også hun?!

Alle de små orme samler sig til én stor. Den vrider sig større og større. Hun tænker, at det må være som i Edens have, måske er det Eva der ligger dernede og venter på sin Adam. Hun mærker et skub i ryggen. Det er bedstefar der er kommet på benene. Nu er det hende der står og svajer på gravens kant oven over det ventende hul.

Hendes fod glider, hun ved ikke, hvad bedstefar laver, kan bare høre hans hvæsende åndedrag. Med en sidste kraftanstrengelse springer hun hen over hullet og lander på den anden side. Vælter omkuld i den bløde muld, med benene dinglende ud over kanten. Bedstefar vil følge efter hende, prøver at sætte fra, hans ben vil ikke lystre ham. Med noget der ligner et dybt suk, styrter han hovedkuls ned i graven og bliver liggende.

Alt er stille, kun et par krager flyver op og sætter sig på kirkens tagryg, tavse og nysgerrige. Hun får møvet sig op at sidde, prøver at se ned i mørket. Bedstefars øjne kigger op på hende, selvlysende, medvidende. Så lukker de sig langsomt, og alt er igen mørke og fugtig jord og krybende orme. Hun kaster de falmende blomster fra barnegravene ned over bedstefar, indtil de dækker ham helt og beruser hende med deres gærede duft. Lykkerus.

Nu kan bedstefar gå lange ture med sine døde børn oppe i himlen, når han har lyst. Og hun har heldigvis Kingo, der kan hjælpe hende, ligesom han så ofte har hjulpet hendes bedstefar gennem mørket her nede på jorden.

Du til Livet mig skal vekke
Ved din stor’ Opreisnings Krafft!
Lad kun Jorden mig bedekke,
Orme tære ald min Safft,
Ild og Vand opsluge mig!
Jeg døer i dend Troe til dig,
At Jeg skal til Liv opstande
Udaff Dødsens grumme Lande.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.