Tivoli

TIVOLI

 

Det regner på Frederiksberg. Hun havde ellers hørt, at det ikke regnede i Danmark, ikke så ofte som der, hvor hun kom fra. I Danmark skinnede solen altid, og det kunne blive rigtig varmt, så varmt, at der kunne vokse æbler og pærer på træerne, hindbær og brombær på buskene og jordbær på jorden. Men nu står hun her ved vinduet og kigger ud på den fine frederiksbergske gade, og regnen vil ikke holde op. Regnen er mellem hende og Tivoli.

Tanten har lovet hende en tur i Tivoli. Hun er elleve og har aldrig været i Tivoli før. Det er nu ikke så mærkeligt, for hun kommer fra et land uden Tivoli og er kun i Danmark på ferie sammen med sin tante. De bor i en fin lejlighed i en bygning kun for fine ældre damer. Præsteenker. Enken er mor til tantens mand, og her må man ikke larme, kun kigge pænt ud ad vinduet, drikke mælk fra en kande til frokost og andre danske ting som at kende sin besøgelsestid, se folk i øjnene, spise salat og være solbrun. Det er hun ikke, solen skinner ikke så ofte der, hvor hun kommer fra.

De havde nævnt det, enkens fine døtre, og smågrinet ad hendes blege hud. Siden den dag ville hun ikke med til stranden, ikke gå med kjole eller  bare arme. Enkens fine døtre anede ikke, at man kunne være så hvid, deres egne børn var jo dejligt nøddebrune. Tanten havde også grinet, måske fordi hun kendte sin besøgelsestid? Men den kendte hun ikke.

Bare regnen ville holde op, så de kunne tage i Tivoli. Kun hende og tanten. Så ville det være lige meget med fnisende danske svigerinder og deres  fine børn. Hun kigger ud, synes at det regner mindre nu. Det synes tanten ikke.

 

(Fra kortprosasamlingen 43 bagateller, Torgard, 2018)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.