Kanon anmeldelse af “I Afrika er der mange søde børn”

Anne Wehner har anmeldt I Afrika er der mange søde børn på Bogblogger.dk den 27. nov. 2018. Hun skriver bl.a.:

“Jeg sidder stadig med en ubehagelig fornemmelse af uhygge i kroppen efter at have læst den dystre færøske novellesamling ‘I Afrika er der mange søde børn’. Jeg er nemlig netop blevet præsenteret for det vanvid og den virkelighedsforvrængning, som de allermørkeste sider af den menneskelige psyke gemmer på. Det er hård kost!”

“Ingenting er hvad, det giver sig ud for at være. Vi bevæger os konstant på grænsen mellem tankespind og illusion. Hele tiden er vi i tvivl om, hvorvidt karakterernes egne forestillinger er til at stole på, og hvor de fører os hen. En raffineret tvetydighed og blændende metaforik, tryllebinder os – og fik i visse tilfælde denne neglebidende anmelder til at læse novellernes sidste sider først. For at få forløst den frydefulde, ulidelige spænding, som forfatteren sublimt bygger op.”

“Novellerne fængsler os og skræmmer os, fordi Ottarsdóttirs karakterer hele tiden bevæger sig på kanten. På kanten af vanviddet, på kanten af sandheden, på kanten af de fatale konsekvenser, som indestængt vrede, undertrykkelse, svigt, jalousi og tabuiserede følelser kan få. Fortællingerne er små sublime studier i psykisk terror, og leder med stor psykologisk indsigt hen til et eksplosionspunkt, til en forstemmende forløsning. Det er ganske enkelt genialt.

I en note, skal bogens interessante undertitel ‘Northern gothic-noveller’, nævnes. Det er en ny genrebetegnelse, og skal måske ses som en nordisk pendant til den amerikanske subgenre ‘southern gothic’, der er kendetegnet ved uhyggelige fortællinger, der foregår i USAs sydstater. Her foregår de gotiske fortællinger i Norden, og det er spændende, fordi det skaber en skræmmende genkendelighed. Jeg håber, at betegnelsen vinder udbredelse, og at der vil følge mange flere udgivelser i kølvandet på ‘I Afrika er der mange søde børn’.”

Læs hele anmeldelsen på Bogblogger.dk

Find bogen til en god pris på bogpriser.dk eller som ebog her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.