Forfatterspørgsmålet

Er du forfatter? spørger han.

Øh, joh, æh … jo, det er jeg vel … eller faktisk! Som altid tænker jeg lynhurtigt på, om jeg skal sige, at jeg også er filminstruktør, altså uddannet.

Hvad skriver du så for noget?

Jo, altså … digte og noveller og sådan noget. Men det er nok ikke noget, du vil synes er interessant, øh, vil gide læse, siger jeg, samtidig med at jeg tænker, at jeg er forfatter, fordi det er så svært at skaffe penge til at lave film for. Måske.

Nåeh, der er nok en der er fordomsfuld, siger ham den anden, der kommer skubbende med flisebankermaskinen foran sig. Vi står i indkørslen, jeg er på vej ind i bilen for at bakke den ud, så de kan komme til deres bil ude på vejen. Jeg tror først, at de er kommet for at færdiggøre arbejdet med terrassen i baghaven selv om det er lørdag. Senere finder jeg ud af, at de bare er kommet for at hente maskinen, skal sikkert bruge den et andet sted. De er brolæggere. De er også nysgerrige.

Jeg er … øh …

Nå, jeg fortæller, at jeg er på vej til BogForum i Bella Centret. Det er faktisk det svar, der har udløst det indledende spørgsmål. Om jeg er forfatter.

Jeg er bare ikke på vej til BogForum for at være forfatter (men det når jeg ikke at påpege på grund af ham den andens reaktion på mit (som altid) klodsede svar på forfatter-spørgsmålet.) Jeg er på vej derud for at hjælpe min mand, forlæggeren, på hans stand. Hjælpe ham med at sælge alle de andre forfattere, som i realiteten eller i princippet er mine konkurrenter. Så nej, jeg er ikke på vej til BogForum, for at være forfatter, men de er stadig brolæggere, og min mand er stadig forlægger.

Jeg står stadig i indkørslen og må prøve at reagere på det dér med at være fordomsfuld.

Nej, nej, overhovedet ikke. Min søn på 28 … altså … det er heller ikke rigtig noget for ham, og digte er slet ikke noget for hans lillesøster hellere, hø hø. (Hmm, hvorfor skal det nu gå ud over mine børn? Jeg er bare taknemmelig for, at de ikke skal overvære deres forfjamskede mor lige nu.) De to sådan cirka midaldrende brolæggere er i det mindste beærede over, at jeg tager dem for at være på alder med mine børn.

Jeg sætter mig ind i bilen og bakker hurtigt ud, så de kan rulle maskinen ud i deres lille lastbil. De har jo lovet sne, vejrguderne. Jeg tænker på, hvornår de to mænd mon så kommer og laver terrassen færdig.

Mine fordomme, hvis det er det, det er, handler helt bestemt ikke om, at de er håndværkere. Min søn er på vej til at blive tømrer, og flere andre i min familie er og har været stolte håndværkere, men det faktum at de er mænd, og at jeg endnu ikke hviler i min rolle som udøvende … øh, forfatter … og … æh, kunstner, altså.

Mest af alt tænker jeg sikkert på, at jeg nok aldrig kommer på BogForum som “rigtig” forfatter. Fred være med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.