Død, hvor er nu din brod?
Helvede! Hvor er din sejr?
Han synger salmen
igen. Den gamle salme, som de så ofte har sunget til begravelser i den gamle,
sorttjærede kirke med det hvide tårn.
Hun går aftentur med sin bedstefar,
og hun ved, at når han synger den salme, så ender de altid inde på kirkegården,
den forblæste kirkegård tæt ved havet, hvor intet kan vokse højere end den lave
stenmur omkring kirken og gravene. Når havet også er i dét humør – bedstefars
humør – kaster bølgerne sig ind over den gamle sandede jord med de ældgamle knoglerester
af mennesker, hun aldrig har kendt, mennesker fra en helt anden tid, den sort-hvide
tid.